Morten Korch (17.1.1876-8.10.1954) , var dansk forfatter, der var den mest læste i sin samtid.
Han blev født i landsbyen Over Holluf i Fraugde sogn på Fyn den 17. januar 1876. Han var nummer fem af otte børn. Han kom i købmandslære i Nyborg i 1890 og blev medinteressent i Wilhelm Løngreens Fabrikker i Odense 1896-1903. I årene 1903-1909 drev han selvstændig grossistvirksomhed og var 1909-1912 direktør for Dansk Keramik- og Flisefabrik i Hakkemose. I årene 1912-1916 var han indehaver af A/S Morten Korchs Forlag og fra 1914 medarbejder ved forskellige dagblade, bl.a. 1919-1921 redaktør af Land og By. Han virkede fra 1914 tillige som hyppig foredragsholder og kom i 1925 på finansloven.
Allerede som ung havde Morten Korch lyst til at skrive. Som 18-årig begyndte han på en lille bog med sine forældres erindringer. Han debuterede med bogen "Fynsk humør" i 1898.
I de følgende år udsendte Morten Koch en strøm af romaner, skuespil og novellesamlinger, der alle omhandler den flittige småproducents vilkår i et landligt miljø.
Han udgav i alt 123 titler, solgte over 6 millioner. eksemplarer alene i Danmark.
Morten Korch startede faktisk med at være samfundskritisk forfatter med "Guldglasuren" fra 1912. Men han blev kendt for romaner som "Flintesønnerne" fra 1917, Der brænder en Ild fra 1920, "Det gamle guld" fra 1923, "De røde heste" fra 1943 samt romanerne "Uhrene i Rørby" og "Fruen på Hamre".
Han skrev desuden manuskripter til film og skuespil. I 1937 modtog han Ridderkorset og fra 1942 til 1947 sad han i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening.
Morten Korch var desuden formand for Fynsk Hjemstavnsforening 1933-1940 og derefter æresmedlem af foreningen.
I femten år forhandlede forskellige filmselskaber om at filmatisere Morten Korchs romaner. Først i 1950 vovede ASA og Alice O'Frederics at lave "De røde heste" som blev Danmarkshistoriens største filmsucces og lokkede 2,5 millioner mennesker i biografen.
Morten Korch nåede selv at opleve filmatiseringen og succesen med en række populære skuespillere som Poul Reichhardt i hovedrollen med indlagte sange af Sven Gyldmark samt lige dele konflikt og hygge som gennem 1950’erne trak store dele af den danske befolkning i biograferne.
Filmplakaterne havde ligesom filmene let genkendelige træk, og de holdt, hvad de lovede: romantik, spænding og dansk idyl.
Mellem 1950 og 1976 lanceredes ikke mindre en 18 Morten Korch-film.
I 1996 blev filmrettighederne til en række romaner købt af produktionsselskabet Zentrope, det førte til tv-serien Morten Korch - Ved Stillebækken (1999-2000) og Katrine Wiedermanns filmatisering af Fruen på Hamre fra 2000.
Han var bror til Johanne Korch, Ludvig Korch og Raben Korch. Morten Korch blev gift første gang den 10. august 1899 i Odense med Elna Marie Løngreen Frydendahl (20-06-1873 - 07-02-1907). Elna og Morten fik fem børn, hvoraf de fire overlevede. Hun blev ramt af tuberkulose, og døde i 1907. Året efter giftede Morten Korch sig igen den 21. februar 1908 i Jyllinge med Sophie Petrea Bruun (08-01-1875 - 30-12-1953). De fik to sønner. Morten Korch døde i 1954 (et år efter sin kone) i en alder af 78 år.
Morten Korch omtales i bogen Det 20. Århundrede – De 100 mest betydningsfulde personer i Danmark.