Morten Korch, Morten Luther Gudmund Korch, 17.1.1876-8.10.1954, forfatter. Født i Over Holluf, Fyn, død i Hellerup, begravet på Fraugde kgd. K. blev som 14-årig sendt fra barndommens landsbyidyl i Over Holluf ved Odense til en købmandsgård i Nyborg for at stå i lære. Allerede 1898 blev han medinteressent i Wilh. Løngreens Fabrikker i Odense. 1903–08 var han selvstændig grossist, i de følgende år ejede han Hakkemose Teglværk og Keramikfabrik på Sjælland som gik ned, og 1912–16 var han indehaver af Morten K.s Forlag. Siden levede han som forfatter og foredragsholder, efterhånden ret velstående med villa i Charlottenlund og en gård på Fyn. Han debuterede 1898 med Fyensk Humør og Fyenbosnak, 1900, og blev siden det han havde sat sig som mål, en bredt læst dansk, folkelig forfatter. Af kritikken regnes hans fortællinger på dialekt (øst- og midtfynsk) Godtfolk, 1920 og Godtfolk, ny Samling. 1924 for det betydeligste i forfatterskabet, men de er ironisk nok de mindst udbredte. K. har skrevet omkring hundrede romaner, hvoraf mange foreligger i flere bearbejdede (moderniserede) udgaver. Han var – og er fortsat – en af Danmarks mest læste forfattere og salgstallene (i millioner) steg blot efter hans død. Han findes oversat især til svensk, tysk og hollandsk. I mange af de tidlige romaner findes selvbiografiske islæt som Guldglasuren, 1912 fra teglværkstiden, Sejrgaarden, 1913 fra lærlingetiden i Nyborg og En Husmand, 1914 fra barndommens landsby. Det er i denne sidste rolle K. er blevet kendt som den idylliske skildrer af det rodfæstede gammelliv på landet. Menneskeskildringen har lune og fortællingen er dygtigt gennemført. Man fornemmer at K. ville være – og blev – talerør for et i litteraturen ofte overset befolkningslag, den lavere middelstand på landet. I sit meget omfattende forfatterskab forsøgte K. sig i mange genrer, omend holdningen stadig forblev den samme. Historiske romaner som Det gamle Guld, 1923 fra vikingetidens storbrug, Bonden fra Dige, 1938 om den stavnsbundne bonde og fra udstykning og landbrugskrise i En Husmand, 1914 og IMorgen faar vi Sol, 1932 står over for romaner som tilstræber det tidløse, de gode gamle dage, i fx De røde Heste, 1943. Til K.s store folkelige popularitet medvirkede de mange filmatiseringer af hans romaner fra 1950. Hans betydning i eftertiden vil måske primært være, at han har beskrevet et ellers ret ukendt miljøs hverdag og især at han har givet dette miljøs ideologi en så klar formulering. Posthumt blev udgivet erindringsbogen Tæl kun de lyse timer, 1972.
Familie
Forældre: lærer Ole Rye Aarsleff K. (1844–1938) og Mette Kirstine Sophie Birgitte Raben (1841–1903). Gift 1. gang 10.8.1899 i Odense med Elna Marie Frydendahl, født 20.6.1873 i Odense, død 7.2.1907 sst., d. af købmand Rasmus Christian Theodor F. (1828–1904) og Johanne Augusta Cathrine Løngreen (1842–1916). Gift 2. gang 21.2.1908 i Jyllinge med Sophie Petrea Bruun, født 8.1.1875 i Vium, død 30.12.1953 i Hellerup, d. af sognepræst, sidst i Jyllinge og Gundsømagle, Anders Larsen B. (1820–1904, gift 1. gang 1849 med Claudine Petrea Obel, 1823–62, gift 2. gang 1864 med Sophie Amalie Hedevig Obel, 1825–72) og Andrea Frederikke Christiane Obel (1837–89, gift 1. gang 1857 med skovfoged Frederik Vilhelm Riegels, 1834–68). |
